Corona kan koste de gamle livet. Den må ikke koste de unge modet

Midt i marts blev vores verden en anden. Da statsministeren lukkede landet, lukkede gymnasierne med, og frem til påske blev alle elever undervist online. Det gik for langt de fleste overraskende godt. Eleverne tog undervisningen seriøst, lærerne knoklede på og lærte sig at bruge virtuel undervisning på mange forskellige og kreative måder, og selv om eleverne blev noget forpustede over alle de opgaver, lærerne gav dem, gik det faktisk ret godt. Der blev optaget dansevideoer i idræt, lavet modellervoks ved køkkenbordet til skulpturundervisningen i billedkunst, gennemført kreative oplæg på virtuelle museer på 2g’ernes projektforløb i historie og sprog. Eksemplerne er mange. Lidt indkøringsproblemer var der nok, og i nogle moduler kunne teknikken svigte, men samlet set kunne vi være godt tilfredse (og en lille bitte smule stolte) af, hvor godt det generelt gik med den virtuelle undervisning.

Efter påske fik elevene i 3g mulighed for at komme tilbage på skolen til fysisk undervisning. Vi rendte rundt med håndsprit og 2-meter-stok og fik gjort klar, og stor var glæden, da eleverne kom tilbage. Hurra! Det er jo det her, der er meningen med det hele, var den følelse, som alle vi ansatte på Gefion gik rundt med, da vi endelig så elever igen. Hos 3g-eleverne meldte spørgsmålene sig dog også meget tydeligt om, hvad alle restriktionerne på afstand og forsamling ville betyde for deres studentertid. Aflyste eksamener skulle erstattes af årskarakterer, der opstod tvivl om, hvornår huen skal på, hvad med studenterfest, dimission og vogntur – spørgsmålene var mange, og desværre har vi ikke svar på dem alle endnu. Årets kommende studenter føler sig forståeligt skuffede og forvirrede, og sandt er det, at coronavirus kommer til at ændre deres studentertid. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver en rigtig god, festlig, forløsende og også højtidelig oplevelse at blive student, men vi kan ikke trylle den om til at blive som årgangene før.

Og som om det ikke var nok, sidder eleverne i 1g og 2g nu også temmeligt slukørede tilbage. Jeg tror, alle havde forståelse for, at 3g blev prioriteret først, da de skal afslutte deres uddannelse i år, men at man slet ikke skal tilbage før sommerferien er en hård nyser. Mange elever er trætte og møre efter at have siddet ved deres computer uden fysisk kontakt til deres lærere og kammerater i to måneder, og de trænger til at komme i skole.  Også de betaler en høj pris.

Coronavirus er farligst for de gamle, og dem skal vi beskytte – men vi skal også huske på vores unge, der lige nu trænger til opbakning og til kontakt med hinanden. Mens vi håber på at få lov til at lade eleverne i 1g og 2g mødes igen og på at kunne fejre studenterne på den festligste måde må vi – lærere, ledelse og forældre – hjælpes ad med at holde modet oppe hos de unge og give dem kampgejsten tilbage. Coronavirus er en lumsk og farlig sygdom for de gamle – lad den ikke også få krammet på de unge og deres livsmod.