Rektors tale ved dimissionen 2019
Kære studenter!
I den britiske satiregruppe Monty Pythons film Life of Brian er der en bestemt scene, som jeg altid har holdt meget af.
I scenen møder vi Brian, filmens hovedperson, en helt almindelig mand, der lever i Jerusalem på samme tid som selveste Jesus og må lide den skæbne at blive forvekslet med ham ret ofte. Brian får derfor en meget begejstret og ihærdig skare af følgere, der tolker alle hans ord som guddommelige tegn. I min yndlingsscene taler Brian til sine følgere og prøver at forklare dem, at de tager fejl. You don’t need to follow me, you don’t need to follow anybody. You need to think for yourselves, siger Brian og fortsætter: You are all individuals, hvorpå følgerne som med én stemme jubler: Yes, we are all individuals. Eftersom flokken tydeligvis ikke har fattet budskabet, fortsætter Brian: You are all different, og flokken messer samstemmende og begejstret Yes, we are all different. En enkelt stemme pipper så et forsigtigt I’m not, men han bliver lynhurtigt tysset ned. Det er ikke nemt at være Brian og lære sine følgere, at de skal tænke selv.
Alle ønsker at være unikke
Og hvorfor fortæller jeg jer så den historie lige netop i dag? Her sidder I som den allerbedste udgave af jer selv, med huen på som bevis på, at I kan tænke selv, og så skal I høre om en gammel film fra halvfjerdserne om følgagtige flokdyr? Når den absurde scene fra Life of Brian har noget at sige os i dag, er det fordi den kredser om forholdet mellem at være en af flokken og at være noget helt unikt. Brian opfattes som en ener, men er helt gennemsnitlig og har slet ikke lyst til at være unik, og hans følgere tror, de er helt unikke, men de taler – med en enkelt vigtig undtagelse – fuldstændig i kor.
Og hvad så med jer? Hvordan forholder I jer til det unikke og til at være en del af flokken? Temmelig nuanceret, synes jeg. Det har i hele jeres gymnasietid været tydeligt, at flokken – klassen, vennegruppen – er vigtig for jer. I prioriterer jeres venner højt – nogle gange noget højere end forældrene, tror jeg mange familier har mærket. Så overfladisk betragtet kunne I ligne flokdyr.
Samtidig kunne intet være mere forkert. Vi lever i en tid, hvor det at være særlig, unik, enestående er en valuta, som alle efterstræber. Det unikke er det fede, og det gælder alt fra dit tøj, den kaffe, du drikker og din hjemmehæklede studenterhue til det liv, du vælger at leve.
Den tyske sociolog Andreas Reckwitz definerer vores tid som Singulariteternes samfund. Det singulære og unikke er den prisme, som han ser samfundet igennem. I hans øjne er det i dag det enkelte menneskes behov for og evne til at iscenesætte sig selv som noget særligt, der dominerer samfundet. Hvor tidligere tider fokuserede på at skabe et samfund, hvor så store grupper som muligt kunne få et godt liv, og hvor fokus var på det almene og det fælles, har det senmoderne samfund givet plads for ikke bare en frisættelse af individet, men ligefrem for en dyrkelse af det unikke, for et singulariteternes samfund.
Det betyder, at man for at lykkes og få social accept i dag skal have sin egen unikke stil, man skal tænke originalt og unikt, og man skal opføre sig unikt. Ens liv bliver med andre ord noget, der skal udstilles og fremvises for andre og vurderes på, hvor unikt det er. 3c vil kunne forklare os alle, hvad det vil sige at kuratere en kunstudstilling – det betyder at udvælge værker, sammensætte dem og derigennem skabe en ny helhed. Reckwitz viser, at det er det samme, mennesker i dag gør med deres liv; man bliver kurator af sit eget liv. At det er kuratering af ens eget liv, der foregår på Instagram, er vist tydeligt for alle. Det betyder samtidig også, at der hele tiden er en bevidsthed om et publikum til stede. Målet bliver at tage sig godt ud snarere end at gøre noget godt. Måske er det bl.a. det, der nogle gange er stødt sammen, når gymnasiet har stillet krav til jer.
Nye horisonter
Vores fornemste opgave i gymnasiet er at vise jer en verden, I ikke kender. Vi har prøvet at gøre det uden at skræmme jer væk, uden at glemme, at I skulle kunne følge med og koble jeres nye viden om verden med jeres tidligere viden – men vi har villet trække jer videre, længere, udfordre jer og kræve af jer, at I fik øjnene op for nye horisonter. Nogle gange har det måske kunnet føles hårdt, når lærerne har trukket jer med videre og i overført betydning har sagt ”Så, nu siger vi farvel til din comfort zone, følg med mig videre ud i den store, forvirrende verden”. Rejsen var kun sjældent fysisk, selv om studierejser på ydmyge hostels og home stays i Indien for nogle af jer nok også lige var en anelse uden for jeres comfort zone. Nej, rejsen bestod oftest i lektien til næste dag – den øvelse i abstraktion, som jeres matematikaflevering eller danske stil var. I var ikke altid lige begejstrede over at blive trukket ud på den rejse, men havde lærerne ikke gjort det, ville de ikke have levet op til deres ansvar og fornemste opgave. Og havde I ikke rejst jer og var gået med dem, væk fra trygheden og videre ud til nye horisonter, så havde I ikke siddet her i dag. Stolte, glade, klogere og mere klar til livet.
Jeres studentereksamen handler først og fremmest om at have fået nye horisonter. At have forstået, at der er flere måder at se på verden på. Det interessante ved nye horisonter er, at jo flere nye horisonter man ser, jo flere ligheder og forskelle mellem de forskellige horisonter får man også øje på. Og jo mere kan man se, at det helt unikke perspektiv måske ikke er så unikt endda. Måske forstår man, at det at være helt unik er en meget stor sjældenhed – langt de fleste af os er såmænd helt almindelige produkter af vores tid og vilkår og helt gennemsnitlige i vores søgen efter det helt unikke.
Øv, tænker nogen måske, nu har jeg brugt mange kræfter på at finde min helt egen stil – skal jeg så bare acceptere, at jeg er ligesom de andre? Ja, det skal du måske. Det er et vilkår for os alle, at vi påvirkes og skabes af de fælles rammer, der er omkring os, og det betyder, at vi bliver mere ens, end vi lige tror og måske end vi bryder os om. Måske er det i virkeligheden en kæmpe styrke.
Styrken i fællesskabet
Det var ikke en stor samling unikke individer, der efter 2.verdenskrig i Danmark skabte det velfærdsamfund, der har givet alle bedre muligheder for uddannelse, hjælp ved sygdom og rimelig velstand uanset baggrund. Det var mennesker, der i fællesskab skabte løsninger. I dag er det ikke 5 mio. unikke ideer, der sikrer demokratiet i Danmark. Det, der skaber et samfund og bringer os alle sammen fremad, er når vi finder en vej i fællesskab. Undervejs organiserer os efter forskellige ideer, ideologier og overbevisninger, men vi gør det for at nå et mål i fællesskab.
Forestillingen om, at vi alle er helt unikke, er måske i virkeligheden et gigantisk kollektivt selvbedrag, og det kan have alvorlige konsekvenser. For hvis alle er unikke, så står den enkelte også helt alene med ansvaret for at lykkes. Det er en tung byrde. I mærker den selv, når I kæmper for karaktererne, der skal få jer ind på lige netop den uddannelse, I drømmer om. I mærker den, når I bliver usikre på, om I selv er kloge, populære, veltrænede, sunde nok. Vi kan som forældregeneration stå ved siden af jer og nok så mange gange forsikre jer om, at I er helt fantastiske og unikke, for det er I alle sammen hver især for os, men det hjælper jer ikke rigtigt, hvis I stadig mærker presset for at lykkes som jeres og kun jeres pres. Det siger du jo kun, fordi du er min mor, siger I, og så er den opmuntring ligesom devalueret. I er blevet vænnet til at blive målt op mod andre. Det er ikke tilfældigt for vores tid, at så mange tv-programmer lige fra Paradise til Bagedysten holder spændingen ved at måle og veje deltagerne og stemme dem hjem én efter én.
Noget af det samme kan ske, når I får feed back fra jeres lærere. Lærerne har øvet sig i af og til at give jer feed back uden karakterer for at mindske sammenligningspresset, og det vil I også gerne have, men I vil samtidig også gerne have karakterer. I en tid, hvor man skaber sin identitet ved at kuratere sit eget liv, kommer ydre, målbar anerkendelse i høj kurs, og jagten på karakterer er ikke bare en jagt på drømmeuddannelsen, den kan også sammenlignes med jagten på likes. Hvor mange likes, du høster, er et meget kontant udtryk for, hvor unik du er.
Den vigtige almendannelse
Så er det, vi lige vender tilbage til, hvad det var, jeres studentereksamen skulle give jer. Det med de nye horisonter og al den nye viden. Mere viden gør jer ikke bare studieparate, det fører også til en erkendelse, som allerede Sokrates formulerede: Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved. Den erkendelse er sund. Verden er stor og fyldt med paradokser, og jeres opgave nu er netop ikke at gøre den mindre ved at måle den og mentalt at sende dele af den hjem, men at udforske den nysgerrigt og videbegærligt. Det vigtige er, at man ved, at man står på skuldrene af sin egen historie og kultur, og at ens holdninger kan og skal blive udfordret, når man møder andre mennesker. At man begynder at se mønstre, forskelle og fællestræk i måden, vi opfatter verden på. Så nærmer man sig det, man kalder almendannelse.
For mig er almendannelse at gøre verden større og ikke mindre. Man kan godt undervejs i sin udforskning af verden komme til erkendelser, der skaber klarhed og overblik, så man en overgang oplever, at verden er blevet, om ikke mindre, så i al fald mere overskuelig. Mange af jer oplevede det nok i forbindelse med jeres SRP eller nu, mens I læste til eksamen og aha-oplevelserne indfandt sig. Det er gode erkendelser. Men det må ikke degenerere til en illusion om, at nu forstår man alt. Verden er stadig stor derude, og du har garanteret ikke forstået det hele. Det er faktisk det bedste ved livet – at der bliver ved at være noget, man ikke ved, mønstre og ligheder, man stadig har til gode at lære. Og møder I mennesker, der vil gøre verden mindre med forenklinger i en stålsat skråsikkerhed, så mød dem med udfordring, undren og spørgsmål. Det er måden at holde totalitær og ekskluderende tænkning stangen på, det er måden at bevare demokratiet og meningsfuldheden.
Når man rækker ud over behovet for at se sig selv som noget unikt, men glemmer sig selv lidt og gør noget for og i fællesskabet, så skaber det mening. Mange unge oplever det i øjeblikket, når de forenes i klimakampen, hvor det ultimative er på spil – kampen for at redde kloden. Og oplevelsen af meningsfuldhed holder længere end den midlertidige afstivelse ved at have fået mange likes.
Den gode Brian, der bare vil være almindelig, har selvfølgelig ret, når han forsøger at få sine følgere til at tænke selv. Selv om vi ligner hinanden, skal vi ikke blindt følge hvad som helst. Når jeg taler for at lægge jagten på det unikke fra sig, er det selvfølgelig ikke for at reducere jer til en samling lemminger uden vilje og selvstændighed. Tværtimod – det er netop det modsatte, gymnasiet har villet give jer. Min pointe er snarere, at jagten på det unikke er et pres, som I – og vi alle – med fordel kunne øve os i at lægge fra os for i stedet at fokusere på det, der ligger ud over os selv: Det almene, det fælles.
Så lad jer ikke lamme i jagten på at være unik, der også kan føre til angst for at vælge. Den amerikanske forfatter Sylvia Plath skriver i sin roman Glasklokken fra 1963 om det at vælge:
Jeg så mit liv forgrene sig, ligesom det grønne figentræ. Som en fed, lilla figen lokkede og glinsede en vidunderlig fremtid fra hver en gren. Én figen var at få mand og et lykkeligt hjem og børn, og en anden figen var at blive en berømt digter, og en anden figen var at blive en fremragende professor, (…) og en anden figen var Europa og Afrika og Sydamerika (…) og bag ved og oven over disse figner var der mange flere figner, som jeg ikke rigtig kunne se tydeligt.
Jeg så mig selv sidde i dette figentræ, hvor dets grene delte sig, og sulte ihjel af den simple grund, at jeg ikke kunne beslutte mig for, hvilken af fignerne jeg skulle vælge. Jeg ville have dem alle sammen, men at vælge én betød, at jeg ville miste alle de andre, og mens jeg sad der ude af stand til at beslutte mig, begyndte fignerne at skrumpe ind og mørkne, og en efter en faldt de ned på jorden unde mine fødder.
Jeg tror, I kender følelsen. Måske skal vi nogle gange bare vælge uden angsten for at vælge forkert eller for ikke at være unikke. Måske skal vi acceptere, at vi alle på den ene side er helt almindelige og gennemsnitlige og på den anden side for vores nærmeste er noget helt unikt. Både et flokdyr og et unikum. Det ene giver en vis ydmyghed, og det andet giver dig følelsen af at være elsket. Det er ikke nogen dårlig cocktail. Så kære studenter, flokdyr og unikummer, som I alle sammen er hver især: Gå nu ud og gør verden til et bedre sted med tanke for både jer selv og fællesskabet. Jeg ved, I kan gøre det. Og hermed dimitterer jeg jer fra Gefion Gymnasium 2019.
Birgitte Vedersø
Rektor