Gefions elevmusical
Hvert år opsætter vores elever en musical efter eget valg. Musicalen er 100 % elevproduceret, og derfor står eleverne selv for at vælge stykke, casting, designe og sy kostumer, hair and makeup, bygge kulisser, lyssætning, instruere – kort sagt: alt fra a til z.
Musicalen er en central del af vores elevkultur – vi skaber noget sammen, på tværs af tre klassetrin og skaber sammenhold (og en hel masse grin) i løbet af gymnasietiden.
Moulin Rouge – musicalen 2023
I 2023 tager den elevstyrede musical Moulin Rouge udgangspunkt i historien om den unge digter Christian, der flytter til 1900-tallets Paris, hvor han forelsker sig i Moulin Rouges cabaretstjerne, Satine.
Gefions fortolkning af Moulin Rouge er en romantisk jukebox-musical fuld af drama, glamour, intriger og ikke mindst store hits som Madonnas ‘Material Girl’, Beyoncés ‘Single Ladies’ og The Polices ‘Roxanne’.
Musicalen dirigeres i år af de tre instruktører Anna 2. t, Flora 3. z og Alma 2. k, og de præsenterer musicalen sådan her:
“I år opfører vi Moulin Rouge, et spektakulært stykke fyldt med energi, glæde og dans! Vi har en fænomenal trup, der har arbejdet hårdt på projektet i månedsvis, og det kan i den grad ses på resultatet, at der sjældent har været en mere dedikeret musicalgruppe.“