Gå til hovedindhold

Afskedsreception for rektor Birgitte Vedersø

Afskedsreception for rektor Birgitte Vedersø i Festsalen med mange inviterede.

 

Den 29. marts 2023 holdt vi afskedsreception for vores rektor gennem 13 år, Birgitte Vedersø. Festsalen var fuld af inviterede gæster – både Gefions bestyrelse, samarbejdspartnere, medarbejdere, elevrådsbestyrelse, venner af Gefion og Birgitte  var mødt op for at sige et hjerteligt sidste tak og farvel.

Eftermiddagen var fuld af taler og indslag, der udtrykte stor respekt og anerkendelse af Birgittes virke som rektor og som ambassadør for gymnasiesektoren, også gennem hendes tid som forperson for Danske Gymnasier.

Bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen gav en stor tak til Birgitte som grundlæggende drivkraft ved etableringen af Gefion som skole i 2010 og for sin visionære ledelse.

Blandt de mange taler og indslag var også Gefions ledelse, der overrakte et værk skabt af en tidligere gefionelev fra billedkunststudieretningen. Samtidig præsenterede ledelsen en videohilsen fra partileder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. Partilederen takkede med glimt i øjet Birgitte for at have udviklet sloganet “Du kan godt”, der er del af Gefions 2025-strategi og sidenhen også blev adopteret af LA.

Elevrådsbestyrelsen præsenterede en videohilsen, hvor hver studieretning sendte en stor tak til rektor. Derudover ønskede elevrådet også at skabe et varigt minde om vores rektor ved at navngive en af Gefions gange “Vedersø Allé”. I den forbindelse overrakte de et vejskilt af samme navn.

I sand gefionånd tog Gefions lærere afsked med rektor med en festlig revy over Birgittes gefionliv, fællessang og smukke toner fra lærerbandet.

Til slut fik Birgitte ordet og blev modtaget med stående klapsalver. Al held og lykke som selvstændig konsulent og videre i livet, kære Birgitte.