Velkommen (tilbage)
Skoleåret blev skudt i gang den 15. og 16. august 2022 med første skoledag for først 432 nye 1. g’ere og dernæst for resten af de mere hjemmevante 2. og 3. g’ere.
Begge dage startede i en tætpakket udgave af Festsalen, hvor bl.a. rektor Birgitte Vedersø bød velkommen: “Der er plads til alle her på Gefion, og vi har alle et ansvar for at lukke hinanden ind i fællesskabet.”
Sammen på tværs
Gefionambassadørerne er 2. og 3. g’ere, der sammen med lærere og ansatte har taget godt imod 1. g’erne efter sommerferien.
Ambassadørerne står for forskellige ryste-sammen-aktiviteter, hjælper med at finde vej rundt på skolen, fortæller om livet som gefionit og er der for de nye 1. g’ere. De er alle iført sorte gefion-t-shirts, så de er nemme at finde.
Introugen bød på aktiviteter som at danse les lanciers, at lave en så høj og kreativ menneskepyramide som muligt og at samle flasker op, mens klassekammeraterne bærer én i et reb.
Gefiontraditionen tro
Ugen blev rundet af med den årlige fælles skovtur i Kongens Have for hele skolen.
Her stod eftermiddagen bl.a. på kapløb, tovtrækning og kampråb. Og ingen skovtur uden lidt sødt, så 2. og 3. g’erne havde bagt kage til de nye 1. g’ere.
Nyt fra Gefion
Følg også vores hverdag på vores Instagram- og facebookprofiler, hvor vi lægger de fleste gefionnyheder op.
Klik for større billeder.