Gå til hovedindhold

Orienteringsaften 2025

Vi lever stadig højt på Orienteringsaftenen, som blev afholdt i går, mandag den 13. januar.

Aftenen var bygget op omkring Gefions tre værdier og bød på et inspirerende møde mellem potentielle kommende elever og nuværende elever. Disse fortalte stolt om, hvorfor de selv valgte Gefion dengang, det var dem, som skulle vælge, hvor de ville gå i gymnasiet.

“Jeg valgte Gefion, fordi jeg gerne ville gå på et stort gymnasium. Der er så mange forskellige mennesker, og man møder hele tiden nogle nye,” lød det fra en i festudvalget. Festudvalget, elevrådet og Sig-Det-Med-Sang var blandt de mange udvalg, som var repræsenteret på 1. etage, og som afspejlede Gefions fællesskabs-værdi.

I Rotunden var videnskabs-værdien repræsenteret, hvor alle 14 studieretninger var fremvist. Her var grundene alsidige. På studieretningen Græsk A/Latin A var valget faldet på Gefion dengang: “fordi der både var en spændende studieretning med gode lærere, men også fordi gymnasiet bare er fedt.” I Musik A/Engelsk A-boden blev lokationen fremhævet: “Jeg valgte Gefion, fordi der er rigtig mange muligheder her, og lokationen midt i byen er rigtig god, tæt på parker og museer.”

0. etage var prydet med boder og bannere, der viste Gefions tredje værdi: partnerskab. Her fortalte et par af skolens Team-Copenhagen elever, at valget faldt på Gefion, netop på grund af dette TC-samarbejde. “Vi har været glade for at have morgentræning, og så er det lækkert med en masse fleksibilitet fra skolens side.”

Vi håber, at gårsdagens besøgende fandt sine egne grunde til at vælge Gefion. Vi siger tak for en fantastisk aften og håber på at se mange af jer igen!

Du kan se højdepunkter fra aftenen på skolens Instagram her

Bygningen med Gefion Gymnasium set udefra om aftenen, med en lang kø ind til Orienteringsaften 2025