Studentertale 2023
I har nu studentereksamen. Beviset ligger i kuverten. Huen sidder på hovedet. Minderne forbliver i hjertet hele jeres liv. I er her nu, fordi I er gået efter huen, og nu er I nået i mål. Endnu engang, stort stort tillykke til jer for at være nået dette vigtige mål i livet.
Jeg vil på denne skønne sommerdag fortælle jer en historie om en juleaften. Jeg beklager – jeg ved, at det virker lidt temperaturmæssigt “out of place”. Det er en historie om at sætte sig mål – og nå mere end blot målet. Nå noget, der måske ligger lidt ved siden af målet.
Jeg lover, at jeg vender tilbage til dette dejlige rum i løbet af talen og vender tilbage til jer, som jo er dagens stjerner, efter en lille tur blandt andre himmellegemer og andre stjerner.
I har jo ikke mødt mig så meget endnu, så jeg afslører her til start lige en side af mig selv. Ja, jeg var som barn nok lidt nørdet. Jeg overtalte en gang min mor i løbet af min skoletid til at skrive i min kontaktbog, at jeg måtte være “hjemme”. Det var for, at jeg som lille 13 års knægt på gården uden for Assens på Fyn kunne se opsendelsen af en rumfærge i TV – som så desværre blev udskudt flere dage. Så ja jeg var lidt nørdet til astronomisiden og rumfartssiden.
Vi skal til juleaften 1968. Forestil jer 3 fuldvoksne mænd i en lille rumkapsel tusindvis af kilometer væk fra jorden. Der er kontakt med jorden, men kun via en svag radioforbindelse. Kommunikationen er svær, for der er stor forsinkelse af signalet. Radiokontakten er væk, når de er på bagsiden af månen. Ingen har prøvet det før. Rigtigt meget kan gå galt.
Vi er om bord på Apollo 8’s mission, som var den første bemandede mission nogensinde, der fløj rundt om månen. Månens bagside havde ingen set, da månen jo altid vender samme side mod jorden.
Og så på 4. tur – på vej tilbage til forsiden – dér møder de synet af jorden, som stiger op. Earthrise i modsætning til vores Sunrise. Pludselig ser de jordkloden stige op over måne-horisonten – de ser på deres “hjem”.
William Anders, en af astronauterne, famler efter kameraet og får taget det første Earthrise billede i farver. Ikke hele jordskiven var klar, kun omkring halvdelen, resten lå i mørke, men det gjorde blot indtrykket endnu mere vedkommende og ligefrem skrøbeligt.
De tre astronauters kommunikation fra juleaften 1968 har man optaget, og de joker med, at det er da et flot billede, og en siger, at de faktisk ikke må tage billedet, da det ikke er en aftalt del af programmet. Jeg ved godt, det er svært at forstå i vore dage med alle de billeder, vi tager, at der skulle være restriktion på antal billeder. Men det var der i 1968.
Astronauterne pjatter som drenge i 3. klasse fordi de bliver forlegne og ydmyge overfor det, de ser. Det går op for dem, at de er meget langt væk hjemmefra, og de indser, at der intet andet hjem er end den planet, de tager billeder af. Resten er jo bare kulsort nattehimmel rundt omkring.
Serendipity
Det som er på spil i denne historie er et fænomen, som falder inden for noget, man med et smart ord kalder serendipity. Det handler om at finde værdifulde ting og indsigter, som man egentlig ikke gik efter.
Billedet blev ikonisk, men det blev ikke et symbol på den store tekniske bedrift, det var, at vi nu var kommet til månen, vores nærmeste nabo-himmellegeme.
Nej, det blev nærmest symbol på det modsatte. Det blev os selv, vi så. Vi fik blik for, at jorden er vores helt unikke hjem. Der er ingen naboer i nærheden, som kommer og hjælper os, hvis vi sagt lidt ungt – fucker det op. Det er en vigtig pointe. Vi tog af sted for at finde månen, men fandt os selv.
Hele forløbet med at komme til månen og hjem igen, hører jo til som 60’ernes virkeligt store videnskabelige bedrift.
Startskuddet kom med russernes opsendelse af kunstige satellitter i 1957 og blev båret symbolsk videre med Kennedys skelsættende tale fra 1962. “Vi vælger at tage til månen i dette årti og gøre de andre ting, ikke fordi det er let, men fordi det er svært.”
I den vestlige verden taler vi om det som Sputnik-chokket, der på mange måder ændrede blandt andet vores danske uddannelsessystem. Visse dele af vores nuværende pensum, blandt andet i matematik, stammer fra ændringer tilbage i 1960’erne, og de var resultatet af dette chok.
Selve bedriften; at nogen og noget kunne forlade jordens overflade og jordens tyngdefelt, fik også filosoffer som blandt andet Hannah Arendt til at spekulere nøje over, hvad jorden egentlig er som en del af menneskets vilkår. Det store naturvidenskabelige chok fik på den måde mange konsekvenser – og nogle af dem var ganske uventede.
Med månerejserne i slutningen af årtiet blev forventningerne indfriet…hvorefter vi totalt som menneskehed synes at tabe interessen. Lidt som om vi tænkte: Vi skulle absolut derop, men Hvorfor?
Der er mange andre resultater af kapløbet af blivende karakter, som slet ikke handler om selve kapløbets mål. Skosåler i løbesko, den trådløse boremaskine, det infrarøde øre-termometer og frysetørring – for bare at nævne nogle få.
Alt sammen handler det om at nok satte vi os – og sætter os stadig – mål, der i sig selv er væsentlige og vigtige, men jævnligt viser det sig at være umådeligt gavnligt også at have blik for det, der ligger lige i randområdet af målet.
Den danske modtager af nobelprisen i kemi i år, Morten Meldal fortæller således på tilsvarende vis i Zetland, hvordan også han opdagede det, som han arbejder med, nærmest ved en tilfældighed. Et opstillet forsøg giver helt uventede resultater, men i stedet for at kassere opstillingen kiggede Morten lige efter en gang til… og på den måde opdagede han væsentlige dele af det, som nu hedder klik-kemi.
Serendipity indeholder flere elementer. På den ene side: Indsigt og erfaring. På den anden side: Held og tilfældighed. Morten med kemien vidste faktisk noget om kemi og havde solid erfaring med at lave forsøgsopstillinger, så han vidste godt, hvad han lavede i laboratoriet og undlod at kassere forsøget. Et sammentræf af indsigt og tilfældighed gav den gyldne mulighed – og førte i sidste ende til nobelprisen.
Tilbage til jer
I sidder her og tænker måske: Jeg kommer jo aldrig til månen og nobelprisen i kemi….. slap af det var hårdt nok at blive student. Mindre kan også gøre det, men lad mig lægge perspektivet fra historien ned over jeres uddannelse på Gefion Gymnasium.
Er det her resultatet af noget, der var forberedt og målrettet? Ja, det tror jeg, det har været for de fleste af jer. I januar 2020 – før nogen af os i øvrigt anede, at der fandtes corona – var I til orienteringsaften og i februar valgte I at søge denne type uddannelse og den her skole. Nu sidder I her og resultatet er i hus. I har bestået fagene – måske ikke alle fagene med samme karakter – men jo i hvert fald i gennemsnit. Gode gennemsnit. Målet er dermed nået og lige om lidt tager I afsted med beviser, hvor rækken netop af fag står ned over papiret. I skal være så stolte og glade for det, for jeg tror og mener, at kernen i det, vi i gymnasiet giver jer fagligt, er holdbart. Det holder. Det holder mange år. I har fået jer en ballast med, som vil gøre jer i stand til at tage fremtidig uddannelse, og ikke mindst være med til at løse de problemer verden står overfor, og som den kommer til at stå overfor.
Men jeg håber og tror også, at de her tre år har givet jer noget mere, der ikke var forberedt og ikke var målrettet, og måske mere tilfældigt. Jeg håber jeres lærere har bragt jer på åndelige månerejser til fjerne egne. Til litterære værker, I ikke anede, hvad der fandtes på bagsiden af, til ligninger I ikke på nogen måde kunne gennemskue og til historiske tider, som var svære at forstå, fordi kilderne var indviklede. Og at I både oplevede det der var målet – og det der lå ved siden af.
Jeg mener, det er noget af det, gymnasiet kan. Vi kan gennem det faglige arbejde åbne jeres øjne og sind også for det, der ligger lidt ved siden af de mål, som vi, som I og som samfundet sætter op. Og jeg tror det er godt, det er sådan.
Når danske studerende deltager i internationale projekter, er der noget, som altid springer mig og andre i øjnene. Det er elevernes nysgerrige modenhed, hvormed de går ind i de kollektive sammenhænge. Det er jo som sådan ikke noget, vi målrettet går efter at lære jer, og jeg har heller ikke meget fidus til dem, der tror man kan kvik-fikse det, men det er tydeligt at se, at det findes hos jer.
Det er netop det, det handler om. For ved, at vi har bragt jer i spil i forhold til det faglige, har vi været med til at danne jer til mennesker, der netop kan gå ud i verden og møde den med nysgerrighed og indsigt.
I er her sammen
Lad mig slutte af. Med at tage en lille ekstra ting frem fra historien fra juleaften 1968. Billedet blev som sagt ikonisk og er blevet brugt i utallige kampagner for miljø og bæredygtighed. Det var et billede, der viste, at netop vores verden er unik, og at vi skal passe godt på den. No Planet B. Det viste os, at vi som menneskehed står ret alene i universet.
Men tag nu et blik på alle de billeder, I tager her i disse dage… I står jo netop ikke her alene. I er ikke himmellegemer, der svæver løst i himmelrummet. I er nået herhen sammen. Som mennesker er vi netop sammen og kan altid række ud til hinanden. Når I en dag kigger tilbage på de billeder, som er taget i studentertiden – ikke sådan i næste uge – men måske om 15 år. Så håber jeg, at I tænker tilbage på Gefionplaneten – med varme og måske lidt nostalgi – og tænker på det fællesskab, som I dengang var en del af. Ja, I gik målrettet efter huen, men I gjorde det sammen. Det er også det, alle fejringerne handler om i de her dage.
Med de ord dimitterer jeg jer hermed som studenter fra Gefion Gymnasium.
Rektor Thomas Hyldal
