Vi er rigtig glade for at kunne annoncere, at Thomas Hyldal er Gefion Gymnasiums nye rektor pr. 1. maj 2023.
Thomas Hyldal kommer fra en stilling på Borupgaard Gymnasium, hvor han har været rektor de sidste knap 15 år. Tidligere har Thomas også været vicerektor på to gymnasier i københavnsområdet.
Thomas har en baggrund som cand.scient. i matematik og historie fra Syddansk Universitet og har en masteruddannelse i generel ledelse af gymnasier fra SDU samt en master i ledelse og innovation fra Aarhus Universitet.
Gefions kommende rektor er medlem af Danske Gymnasiers bestyrelse valgt for Region Hovedstaden og er i den forbindelse blandt andet formand for foreningens Digitaliseringsudvalg.
Gennem sin mangeårige karriere i gymnasiesektoren har Thomas arbejdet med en lang række facetter af gymnasieledelse og skoleudvikling, både strategisk og i den daglige drift. Thomas interesserer sig bredt for gymnasiet og glæder sig til at arbejde videre med udviklingen og den daglige drift af Gefion Gymnasium.
Vi glæder os til vores nye rektor starter – velkommen, Thomas!