Lørdag den 25. juni 2022 holdt vi dimission for 400 glade gefionstudenter – uden sammenligning årets største dag!
Rotunden var fyld til randen og på alle etager af familie, venner og skolens personale, der alle var med til at gøre dagen helt særlig. Rektor Birgitte Vedersø bød velkommen, og hendes dimissionstale handlede i år om frihed, om kampen om de unges opmærksomhed og om at tage ansvar for sig selv og vores fælles samfund.
Nanna Vendelboe Christensen 3. k og Stella Villaro 3. v holdt årets studentertale med tanker om livet før og livet efter gymnasietiden, om forventninger og om at gå livet i møde.
Lærerkoret stod for de smukkeste sange, hele rotunden stemte i til fællessang med bl.a. Danmark nu blunder den lyse nat, og 3. k gav den så meget gas med numre som Toploaders Dancing in the moonlight, at taget næsten lettede.
Rektor Birgitte Vedersø og klasselærerne overrakte eksamensbeviserne til hver enkelt student, og senere indtog studenterne de pyntede vogn og ikke mindst junidagen og -natten.
Stort og varmt tillykke til alle studenterne, alt det bedste til jer i livet og mange tak for tre gode år.
Klik for større billeder.