Thomas (t.v.) 2. u, Anders (mf.) 2. u, Bertram (mf.) 2. z og Sigurd (th.) 2. z
Stort tillykke til Thomas, Anders, Bertram og Sigurd!
De fire gefionitter kender godt hinanden, både fra Gefion, men også fra datalogi- og sciencekonkurrencerne, hvor de alle har opnået exceptionelle resultater.
Anders 2. u er gået videre i KemiOL til 3., 4. og 5. runde sammen med et par håndfulde andre danske elever. Anders har været igennem en række teoretiske og praktiske opgaver i laboratoriet, hvor han bl.a. skulle bestemme forskellige salte: “Det var nogle ret svære opgaver, så jeg blev meget overrasket, da jeg fik at vide, at jeg var gået videre.” I de næste runder tager Anders videre til AU, KU og DTU til forelæsninger om mere avanceret kemi
Bertram 2. z er gået videre i Dansk Datalogi Dyst, hvor deltagerne dyster i algoritmeimplementering. Sammen med 50 andre danske elever har Bertram kvalificeret sig til at deltage i en starter camp med undervisning i programmering og datalogi. “Det var rigtig hyggeligt at være med,” fortæller Bertram.
Thomas 2. u er blandt vinderne af matematikkonkurrencen Georg Mohr 2023, og Sigurd 2. z var kun ét point fra også at være blandt årets 48 vindere. “Det er super fedt”, fortæller Thomas og Sigurd. De har kvalificeret sig blandt alle gymnasieelever med matematik på a-niveau i 1. runde, dernæst blandt 1000-1500 elever i 2. runde. Thomas og Sigurd er begge udvalgt til at deltage i Georg Mohr-konkurrencens vinderseminar.
Sigurd 2. z er ydermere gået videre i GeoOL, hvor han sammen med 15 andre danske elever har kvalificeret sig til den danske finale i geovidenskab, naturgeografi og geografi. Sigurd har været igennem to udvælgelsesrunder på bl.a. Aarhus Universitet sammen med andre danske geografielever: “Det er fedt socialt, og man møder folk fra andre skoler, der også er interesserede i geo og får nye relationer gennem det.”
Alle fire gefionitter skal nu dyste om en plads ved de internationale konkurrencer – held og lykke, vi hepper på jer!