Kære studenter!

Det er, som om jeg kan mærke, at der er noget slemt på vej. Følelsen sidder dybt inde i kroppen. Den er der konstant. Både når jeg er glad, ked af det, cykler og ser film. Følelsen lægger et fundament for alt, hvad der sker inde i mit hoved: Hver gang Jorden slår varmerekorden, vokser følelsen. (…)

De voksne og politikerne regner med, at nutidens unge vil rette op på alle deres fejl, når vi kommer til magten. Men når vi kommer dertil, vil det hele være for sent. Vi står over for klodens største krise nogensinde. Og det ser helt sort ud. Der er ingen udvej. Vi løber lige ind i ondskabens hule, og ingen sætter farten ned.

Sådan skrev 13-årige Katinka i Politiken for et års tid siden. Hendes afmagt og mangel på håb er til at tage og føle på, og det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg spurgte mig selv, om ikke kun et stort barn som Katinka, men også de unge voksne som jer deler denne afmagt.

Når jeg så tænker tilbage på jer i den seneste uges tid, skoleårets allerbedste, er det ikke ligefrem mismod, der er min første tanke. I har – sammen med et par lettelsens tårer – boblet af glæde og begejstring, da I fik huen, da I festede igennem i torsdags, når vi mødte venlige forbipasserende på kanalrundfarten. Det var skønt, livsbekræftende og fyldt af glæde. Men hvad med håbet – har I det med jer? Også når studentertidens lykkeboble er bristet, og I tager hul på resten af jeres liv? Nogle gange kan jeg komme i tvivl.

Verden er bedre end sit rygte
En af jeres lærere fortalte mig for nylig, at hun havde talt med en klasse om netop frygten for fremtiden, konkret i form af truslen fra klimaforandringer og forurening. Flere havde sagt, at hvor de som børn elskede at se naturprogrammer, så undgik de helst billeder af dyr nu, f.eks. på de sociale medier. De havde ikke lyst til at blive konfronteret med en afmagret isbjørn uden isflage eller en sæl med en plasticflaske i maven. Jeg tror, at mange i større eller mindre grad deler Katinkas frygt for fremtiden – måske endda i et vist omfang har mistet håbet.

At miste håbet er alvorligt, og det er det af to grunde: Dels er et menneske uden håb et nemt offer for politikere eller andre med en forenklet, hurtig og totalitær løsning på alting, og dels er der reelt ikke grund til at miste håbet.

Vi tager lige det sidste først: Der er reelt ikke grund til at miste håbet.Jeg kan allerede høre jeres protester: Klimaforandringer, krige, død og ødelæggelse, sygdom og ulighed. Listen af trusler er lang nok, så hvordan kan jeg sige, at der ikke er grund til at miste håbet? Jeg kunne jo begynde med at konstatere, at verden – ligesom studenterne, i øvrigt, og det vender jeg tilbage til – er langt bedre end sit rygte.

De gode nyheder om verdens tilstand har af flere grunde ikke særlig stor tendens til at blive hørt. Forfatter og musiker Kristian Leth prøver i bogen Håb – et forsvar for fremtiden at trænge igennem med nogle af de gode nyheder. I får lige fire facts, som i al fald kom ret meget bag på mig:

For det første: Andelen af mennesker, der lever i sult og fattigdom, er lavere end nogensinde før i den tid, vi har målt fattigdom. Antallet af fattige er faldet hurtigere i de sidste 20 år end nogensinde tidligere. I dag risikerer 80 millioner færre mennesker at sulte end for 25 år siden.

For det andet: Befolkningstilvæksten er på vej mod en udjævning, og vi er blevet mere effektive til at producere mad. For halvtreds år siden fik en gennemsnitlig kvinde 5 børn – i dag er det 2,5. Årsagen er mere uddannelse og beskæftigelse til kvinderne.

For det tredje: Vi lever i den sikreste periode i moderne tid. Trods terror og krige dør der i dag væsentligt færre mennesker i krige end før, og kriminalitet og vold er for nedadgående. Årsagen er større velstand og mindre fattigdom.

For det fjerde – og det er ikke det uvæsentligste: Verden er blevet enig med sig selv om, at miljøet skal reddes. For 50 år siden var det kun hippier, der kæmpede for mindre forurening. I dag slutter verden op om ambitionen, og selv Kina er med. Nok har Trump meldt USA ud af Parisaftalen for en større klimaindsats, men mange amerikanske stater og virksomheder har en dagsorden om at mindske CO2-udslip. Klimaudfordringen er blevet high politics og big business, og det kan ikke engang Trump stoppe. Om indsatsen så er nok, og om den lykkes, ved vi endnu ikke, for det haster voldsomt, men i det store perspektiv er det faktisk gået hurtigt at samle verden om en grønnere dagsorden. Og nogle miljøudfordringer er i bedring. Da jeg først i firserne gik i gymnasiet, var hullet i ozonlaget en kæmpe miljøudfordring. I dag er udledningen af freon nedbragt som følge af internationale aftaler, og hullet i ozonlaget mindskes år for år.

"En god historie er en dårlig historie" 
Uden på nogen måde at hævde, at alt er i sin skønneste orden, påstår jeg altså, at verden på mange måder er blevet et sikrere, tryggere sted med mindre fattigdom end for bare 30 år siden. Det gør jeg ikke uden en vis bæven, for jeg ved udmærket, at vi alle har en tendens til at tro de dårlige nyheder først. Pessimisme ligner i dag klarsyn, optimisme ligner naivitet og enfoldighed. Men jeg vover pelsen og løber risikoen for at blive kaldt naiv og enfoldig. Hvorfor er det sådan? Statistikkerne viser jo, at der er mange tegn på, at verden bevæger sig i den rigtige retning? Noget hænger måske sammen med måden, vi forbruger nyheder og information på.

En af mine venner, der er journalist, fortalte engang om sin første chefredaktør. Han var af den gamle journalisttype, en midaldrende mand med lidt for meget ølmave, lidt for mange cigaretter og en rusten bas, og hans første bud til de unge journalistspirer lød: En god historie er en dårlig historie. Det er ret karakteristisk for det, medierne helst formidler: Katastrofer, konflikter og krig er bedre nyheder end fremgang, fred og håb. Det hænger selvfølgelig sammen med, at dårlige nyheder ofte er voldsomme og pludselige, og det egner sig bedre til breaking news, som alle medier konkurrerer på, end historier om langsom, men jævn fremgang og forbedring.

Vi er tilbøjelige til at tro mere på de negative fremtidsscenarier end på de positive. Vi tror på, at meget var bedre i gamle dage, og så glemmer vi, at i ”gamle dage” var folk også bange for fremtiden og syntes, at alt var bedre i endnu ældre dage. Vi overser med andre ord af og til fakta, hvis det ikke passer med de følelser og forestillinger, vi har – se bare på ulven i Vestjylland. En ulv har ikke dræbt et menneske i Skandinavien i 400 år, men frygten er der ikke desto mindre, og den fylder.

Nogle gange kunne man godt tænke, at vi har brug for en ny oplysningstid, hvor vi sætter viden og dokumenterede fakta i centrum. Og her har jeg så en lille servicemeddelelse til især forældrene: Hvis I nu umiddelbart tænker, at oplysningstid, det måske ikke lige er det, de unge vil have, så vil jeg gerne afkræfte det: En 3g-klasse trak eksamensspørgsmål i historie lige ved siden af mit kontor forleden, og her hørte jeg en elev udbryde med stor begejstring (og jeg citerer): Det er fucking godt. Det er fucking om oplysningstiden!

Hvad har oplysningstid og facts om verdens tilstand så med jer at gøre netop i dag, hvor I fyldt af glæde og lettelse ellers bare kan læne jer tilbage og glemme jeres eksamensspørgsmål i historie? Det har faktisk alt at gøre med netop det – med det, som skolen har villet give jer.

At forholde sig kritisk
En af skolens fornemste opgaver er at forsøge at åbne jeres øjne for nye dimensioner i tilværelsen. At give jer muligheden for at få indblik i tanker og ideer, I ikke tidligere har kendt, og som I måske ikke lige støder på i dagligdagen. At lære jer at lytte, undersøge og forholde jer kritisk reflekteret til ytringer og påstande, som I dagligt bombarderes med fra alle medier. Med andre ord har vi forsøgt at give jer så meget faglighed, selvstændighed og selvtillid, at I tør forholde jer kritisk til det, I hører og læser – ja, endda til jeres egne synspunkter.

Lige præcis denne evne skal I finde frem, når I præsenteres for allehånde nyheder om verden. Husk at sætte dem ind i en sammenhæng og husk at spørge til afsenderens motiver. Måske er det det bedste værn mod fake news og sensationsjournalistik, der med clickbaits og den hurtige historie serverer dommedagsprofetier bygget på worst case scenarios. Dermed undgår man måske den lammelse og modløshed, der kan ramme én, når man kun ser skrantende isbjørne og plasticaffald i havet i sit nyhedsfeed – måske lige afbrudt af en kattevideo.

Med selvstændig kritisk stillingtagen og en portion sund eftertanke og skepsis kan I derimod reelt gøre en forskel. Der er fortsat store problemer, som skal løses, og her er der ualmindeligt meget brug for, at nogen – vi alle – gør noget aktivt. De helt reelle problemer, verden har, løses ikke af passivitet og opgivenhed, de løses af aktive, handlekraftige borgere, der tør og har bevaret håbet om at ændre verden. Jeg tror på, at I kan gøre det. I har allerede vist det, når I har arbejdet i projekter med innovative løsninger på reelle problemer, og I gør det, når I involverer jer i skolen, undervisningen, hinanden. Et par stykker af jer har endda taget engagementet så langt, at I har skrevet og fået optaget debatindlæg i landsdækkende aviser. I det engagement ligger håbet og jeres drømme gemt. Og som en højskolemand en gang sagde: Et samfund når aldrig længere, end dets ungdom drømmer.

Med jeres studentereksamen har I fået viden og evnen til kritisk stillingtagen med jer. Og med jeres viden, jeres kritiske sans og jeres selvstændighed følger også et ansvar. Jeres evner og viden forpligter jer. Den danske digter Inger Christensen formulerer det således:

Fordi vi ved noget, får vi ansvaret for det, vi ikke ved // Fordi vi gør vores liv læseligt, får vi ansvaret for det principielt ulæselige // Fordi vi tyder enkelte områder af tilværelsen og dens verden // får vi ansvaret for helhedens mangetydighed

Aflys dommedag
I har lært, at I hele tiden kan lære mere, og at der altid gemmer sig ny viden og større perspektiver om det næste hjørne. Viden, der måske rokker ved den viden, I troede, I var sikre på. I har kæmpet med store opgaver, og der er garanteret ingen af jer, der, da I f.eks. afleverede jeres SRP, ikke godt vidste, at der var mere i det emne, at man kunne have gravet dybere, læst mere. Uanset resultatet. For sådan er det at have lært at lære, og det er i virkeligheden det fede. Tænk, hvor meget mere man har til gode! I denne viden gemmer der sig et håb – og muligheden for at udfordre egne og andres fastlåste forestillinger om verden. Også de dommedagsprofetier, vi støder på, og som ikke alle er lige velunderbyggede.

I øjeblikket kører der en debat i diverse medier om studenter og deres faglighed. Fra politisk hold er der utilfredshed med jeres niveau; man mener, at fagligheden i gymnasiet er faldet. En nylig undersøgelse har dog analyseret, hvad I skal kunne i dag sammenlignet med for 50 år siden, og den konkluderer, at kravene til jer i dag er væsentligt større i bredden af viden, uden at kravet til dybden af viden er blevet mindre. Jeg tilslutter mig ikke undergangsfortællingen om studenternes faglighed, men takker i stedet den universitetsprofessor, der i sidste uge skrev, at kritikerne af studenterne drømmer sig tilbage til en tid, der aldrig fandtes. I er muligvis ikke alle helt så skrappe til brøkregning, som studenterne var i 1968, og muligvis har I heller ikke så meget styr på, hvor Thisted ligger, men I kan finde svaret lynhurtigt, og I kan selvstændigt tage kritisk stilling til det svar, I finder. Det giver mig håb.

I er en privilegeret gruppe. I har vist, at I kan og vil, og nu skal I med jeres drømme og håb erobre verden. I skal ikke frygte at vælge eller handle forkert. I skal ikke lade jer lamme af nyheder om katastrofer og undergang eller lade jer begrænse af forestillingen om perfektion, for det perfekte findes ikke. I skal ud og tage ansvaret på jer og arbejde for en bedre verden. Det lyder måske som en hård tjans, og det bliver det nok også til tider, men til gengæld er den meningsfuld. Og tænk lige tilbage på Katinka – hun fortjener, at nogen gør noget. Ingen pige på 13 år skal have mistet håbet, nærmest før hendes ungdom er begyndt, ingen ung skal mærke denne afmagt.

Jeg har i jeres tre år på Gefion sagt mange ting til jer, som I ikke måtte: Ikke ryge på matriklen. Ikke komme for sent til eksamen. Ikke bruge KUs kantine. Det, jeg siger nu, er langt det vigtigste, jeg kommer til at sige: I må ikke miste håbet. For som den iranske forfatter Mahmoud Dowlatabadi siger: En mand uden håb er intet andet end et insekt; en viljeløs skabning uden fremtid. Og en mand uden fremtid kan kun gå baglæns. Viljeløse skabninger uden fremtid tror på fake news, de har mistet deres selvstændighed, og de kan styres. I må ikke lade jer styre. Gennem uddannelse og videre i livet skal I blive ved med både at tænke selvstændigt og kritisk, åbne jer for verden og håbe. Gå nu forlæns ud i den med al jeres håb og alle jeres drømme og vis Katinka og alle os andre, at dommedag skal aflyses. Stort tillykke med jeres eksamen!

Birgitte Vedersø
Rektor