Elsker du verden nok til at tage ansvar for den? Tale til årets studenter

 

Kære studenter!

I januar, inden hele verden lukkede ned og vores virkelighed blev en anden, var en gruppe 2g-elever, to lærere og jeg selv på udvekslingsrejse til en af vores partnerskoler. Det var alt sammen dejligt, men det, jeg har lyst til at dele med jer i dag, skete allerede før vi var lettet fra dansk jord. Da vi var nået gennem security, aftalte vi et mødetidspunkt ved gaten, og så gik lærerne og jeg hen for at drikke kaffe, og eleverne gik ud for at shoppe. Det var tidligt om morgenen, kaffen var god og Kristian, Bertha og jeg havde meget at tale om, så vi kom faktisk lidt sent fra kaffebaren og ud mod gaten. Undervejs blev vi enige om, at det jo var godt, at det var en fornuftig flok elever, vi havde med, så de skulle nok være der til tiden. Forbløffede blev vi, da vi nåede frem – ikke en eneste elev var ved gaten. Til gengæld var flyet begyndt at boarde. Vi blev både en anelse panikslagne og let irritable; kan de nu ikke engang passe den allerførste aftale, halv-hvæsede vi til hinanden og begyndte at skrive og ringe til eleverne. Først var der ingen svar, men så var der endelig en af jeres søde 2g-kammerater, der skrev: Tror I ikke bare, at I skulle se at få boardet. Vi sidder alle i flyet, de fleste af os med mobilen slukket.

En generation af dobbelthed

I en tid, hvor unges evne og vilje til at udvise ansvarlighed er genstand for, ikke bare sure gamle mænd og kvinders sædvanlige og rituelle forargelse, men også for myndighedernes granskning, når en pandemi truer, skulle vi måske lige stoppe op og se nærmere på, hvem I er, z-generationen, jer, der i disse år bliver voksne og tager uddannelse? Jeg synes først og fremmest, at vi kender jer som dobbelte.

Vi kender jer som festglade, sociale mennesker, for hvem vennerne og de sjove oplevelser betyder alt. Men vi kender jer også som lejlighedsvis usikre, skrøbelige og triste med en oplevelse af ensomhed.

Vi kender jer som Europamestre i alkoholindtag – men vi kender jer også som veltrænede og meget opmærksomme på at leve sundt.

Vi kender jer som målrettede, stræbsomme og arbejdsomme med blikket stift rettet mod jeres fremtid og derfor mod jeres karaktergennemsnit. Men vi kender jer også som lejlighedsvis opgivende og stressede over alt det, I synes, I bør præstere.

I er selvfølgelig en sammensat og blandet gruppe, men det interessante er også, at I alle hver især indeholder disse modsætninger i jer selv. I jeres generation kan man sagtens både være stræber og opgivende over næste aflevering, både give den fuld gas i weekenden og være sundhedsfanatiker fra mandag til fredag, og man kan være meget social og populær og alligevel føle sig ensom. Det er en voldsom dobbelthed at skulle rumme, og den giver jer af og til nogle hårde stød.

Jeres dobbelthed kan vi også se ved, at I kan rumme så mange forskellige individuelle sandheder. I er generelt tolerante og finder det helt naturligt, at folk tænker forskelligt, og det forhindrer ikke, at man kan mødes på tværs og slutte op om en fælles sag, som man tror på, f.eks. klimakampen eller kampen mod racisme. Måske er det endda derfor, at jeres generations oprør mod ældre generationers magtprivilegier ikke bliver til hverken revolution eller oprør, men til det ironiske og lakoniske OK boomer, når I bare lige registrerer, at endnu en privilegieblind gammelfar eller –mor demonstrerer sin snævre og ekskluderende generationssandhed.

Måske husker I fra old-timerne den romerske gud Janus, guden for al begyndelse og afslutning med de to ansigter. Janus’ hoved sidder ofte over en port eller en dør og kigger både ind og ud, både frem og tilbage. I er alle sammen lige dér, lige nu – i en overgang. Jeg tror, at jeres dobbelthed rummer megen styrke, men også en risiko. I dobbeltheden ligger ofte en usikkerhed på, hvem man egentlig selv er, når man bestandig kan se verden fra to nærmest modsatrettede poler. Er jeg populær eller ensom? Sund eller fordrukken? Stræbsom eller slap? Hvordan finder man sin vej, når man konstant bliver i tvivl om, hvem man egentlig selv er?

Nysgerrigheden som rettesnor

Måske ligger løsningen i at søge efter svarene, ikke i én selv, men uden for én selv. Alle, der har oplevet tvivlen og dobbeltheden, har også oplevet, at den kan dræne én for energi, når man igen graver sig ned i egen navle, som det pludselig er svært at se op fra. At lukke op for nysgerrigheden for verden – nysgerrigheden efter at vide, opleve, erkende mere og stille flere spørgsmål, det kan derimod give ny energi. I har, tror jeg, alle oplevet det, når I er blevet fanget af et fag, et stof, en lærer, hvor I pludselig fik en ny erkendelse og et nyt perspektiv åbnede sig for øjnene af jer. Det er det, som er den allerstørste og bedste opgave for os i gymnasiet – at give jer lysten til at lære mere, vide mere, undersøge mere. Nysgerrigheden fører jer videre. Ikke bare bliver man klogere (og som sidegevinst giver det adgang til videregående uddannelse, og det er jo ikke uvæsentligt for resten af ens liv), men man forstår også, at den nye viden, man får, kan bruges, ikke bare til gavn for én selv, men til gavn for andre. Nysgerrigheden er en vedvarende energikilde, I skal tage med jer hele livet.

Holocaust-filosoffen Hannah Arendt, der også er en af demokratiets fineste forsvarere, beskrev i 1954 uddannelse som det punkt, hvor vi afgør, om vi elsker verden nok til at tage ansvar for den. Arendt nævner ikke alle de matematiske beviser, den russiske revolution eller de tyske verber som målet for uddannelse. Målet er at komme til at elske verden nok til at tage ansvar for den, og jeres tilegnelse af viden var det middel, der skulle til for at komme så langt, ikke et mål i sig selv.

Jeg tror på, at I med jeres studentereksamen har fået åbnet jeres verden, så jeres nysgerrighed er blevet vakt, og så jeres lyst og evne til at tage ansvar for verden er blevet styrket. Det har verden brug for. Og det har I i virkeligheden også. At arbejde for at forbedre verden er ikke bare nødvendigt for os alle – et samfund når aldrig længere, end dets ungdom drømmer, som en gammel højskolemand engang sagde – men det er også meningsfuldt og givende for den enkelte. Tvivlen over ens egen dobbelthed bliver trængt i baggrunden for noget, der er vigtigere. I det lys træder proportionerne i ens egne problemer pludseligt klarere frem, og det er slet ikke usundt.

Ansvarlighed og omsorg

Og så har jeg stort set ikke sagt et eneste ord om corona. I jeres sidste gymnasie-forår blev verden vendt på hovedet, jeres skolegang blev drastisk forandret, I sluttede jeres gymnasietid helt anderledes af, og jeres frihed blev alvorligt indskrænket. Hvordan tacklede I så det? Udbrød der oprør? Gik I i vrede protestmarcher mod Sundhedsstyrelsen? Nej, I handlede med realisme, pragmatisme og stor ansvarlighed. Ja, det kan godt være, at I ikke var lige gode til at overholde alle afstandskrav, da I først kom tilbage til skolen igen, og ja, det kan godt være, at jeres vogntur på lørdag bliver uden ret mange tanker på håndsprit, men helt generelt har I udvist et meget stort ansvar og været imponerende tålmodige. Så når myndighederne spørger sig selv, om man i en truende pandemi kan give de unge ansvar, har I selv givet svaret. Det er jer, der ser helhedsperspektivet og beskytter jeres gamle mormor med jeres adfærd, det er jer og jeres kammerater, der – for at vende tilbage til min indledning – sidder klar til at boarde, når de voksne kommer dryssende. Og det er også jer, der står sammen og oven i købet også handler, når I oplever en stor tragedie, som det skete her på skolen i efteråret. Det var tre af jer, der sprang til med førstehjælp. Det fortjener I stor tak for. Det lover godt for fremtiden, også efter corona.

At turde vælge

Og hvis dobbeltheden og tvivlen, der er alle moderne menneskers tro følgesvend og som man lige så godt kan gøre sig til ven med, skulle stikke sit janushoved frem og gøre jer modløse og triste og usikre, så skal I tænke på tre gode råd, som jeg har lånt af tidligere præsident Obama, der i år har holdt en dimissionstale til 2020-årgangen af high school graduates. Her siger han:

  • Vær ikke bange. Der har været kriser før, som vi er kommet klogere og stærkere igennem, og som vi har lært af, fordi en ny generation, unge som jer, har lært af gamle fejl og fundet nye løsninger.
  • Opbyg fællesskaber på tværs. Ingen skaber store bedrifter alene. Ingen kan se hele sandheden.
  • Gør, hvad du synes er rigtigt. Ikke hvad der er nemmest eller mest behageligt, det er for børn. Gør det, du inderst inde ved er det rigtige, og som er baseret på værdier, der holder: Ærlighed, ansvar, respekt for andre, hårdt arbejde, fairness, generøsitet - selv om det er svært.

Og jeg har lyst til at tilføje: Vær ikke bange for at vælge. I får mange valg i livet, og f.eks. valget af uddannelse er ikke så afgørende for resten af jeres liv, som det kan lyde. Jeres generation skal uddanne sig hele livet. Den rette uddannelse er et valg, I skal tage mange gange.

Jeg ved, at I kan. Jeg ved, at I har viden nok, ansvarlighed nok og fælles erfaring nok til at gå ud og gøre verden bedre. Nu skal I vælge nysgerrigheden som jeres vedvarende energikilde, og så skal I lytte til sandheden inde i jer selv, selv når den er ubekvem. I ved godt, hvad I skal gøre. I behøver ikke os gamle. I er, som Obama siger, allerede begyndt at lede. I sidder så at sige allerede i flyet, og vi andre – vi skal nok bare se at få boardet. Og med disse ord dimitterer jeg jer som studenter fra Gefion Gymnasium 2020.