Forskerspirervinderen 2018 er gefionitten Sofus Skjærlund 3e

 
Gefions Sofus Skjærlund 3e til venstre sammen med KU-rektor Henrik Wegner (venstre), de tre andre stolte vindere i hver sin kategori (naturvidenskab, samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab) og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers
 
Gefion bobler næsten over af talentfulde elever disse dage. Denne gang er det Sofus Skjærlund fra 3e, der har dygtiggjort sig på højeste niveau inden for sit felt. Sofus 3e vandt nemlig Københavns Universitets Projekt Forskerspirer i kategorien humaniora.
 
Hvordan lød oldislandsk egentlig?
Sofus vandt i kategorien humaniora for sin ambitiøse forskning i, hvordan oldislandsk har lydt. Han kan i dag recitere det centrale digt Vølvens Spådom på oldislandsk - formentlig fonetisk korrekt! Sofus går på Gefions klassiske studieretning, hvor han har latin og græsk på A-niveau. Hans store interesse for døde sprog og exceptionelle forskning vandt ham Forskerspirerprisen 2018, men den smitter nu også af på Sofus' hverdag, når han lige beder sin græsklærer, om at stramme op på sin udtale oldgræsk...!
 
Præmien på 20.000. kr. blev overrakt af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers - kæmpe stort tillykke til Sofus!
 
Vil du vide mere om Sofus' forskning, kan du læse hans vinderprojekt Vølvens Stemme her.
 
Projekt Forskerspirer
Sofus har deltaget i KU's Projekt Forskerspirer, der giver elever med et stort fagligt overskud chancen for at forske i et emne, de selv vælger. Elevernes forskningsprojekt kan være inden for humaniora, naturvidenskab, samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab.
 
Læs mere om Projekt Forskerspirer her.
 
 Sofus Skjærlund 3e fortæller om sit forskningsprojekt Vølvens Stemme