Rektors velkomst

Videnskab - partnerskab - fællesskab
Under denne overskrift blev Gefion Gymnasium født i 2010, og de tre værdier har siden været omdrejningspunkter for skolen.

Vi har som mål at gøre alle vores ca. 1000 elever så dygtige, de overhovedet kan blive. Det betyder, at vi vil give flest mulige udfordringer til flest mulige elever. Og det gør vi gennem vores værdier videnskab, partnerskab og fællesskab.

Flere mennesker, flere muligheder
Det er vores elevråds slogan, og det er ikke tilfældigt. Vi vil være en både ambitiøs og alsidig skole for alle gymnasieegnede elever, og vi vil have det sjovt med hinanden i respekt for den enkelte og for fællesskabet.

På Gefion tror vi på, at det bliver sjovere at lære, hvis man slår dørene op til virkeligheden. Skal du arbejde med globalisering? Så rejs ud, og se på den - i Indien, i Berlin eller i New York. Skal du arbejde med kunst? Så gå over på den anden side af Øster Voldgade, og brug dit Gefion-medlemskort på Statens Museum for Kunst.

Er du vild med idræt, og vil du også gerne gå i skole? Så bliv Team Copenhagen-elev, og kombinér din træning i klubben med et skoleliv på Gefion. Har du lyst til at dykke dybere ned i et eller flere fag? Så meld dig til Akademiet for Talentfulde Unge, til Forskerspirerne eller til Sciencetalenterne - alle sammen talenttilbud uden for skoletiden til de særligt interesserede.

Flest mulige udfordringer
Det handler om at give alle flest mulige udfordringer og at vise, at skolen faktisk hænger sammen med verden udenfor. Kort sagt, så arbejder vi på at kombinere teori med praksis. Tjek hjemmesiden ud for at se hvordan, og ring eller skriv for at lave en aftale, hvis du har lyst til at møde skolen i virkeligheden også. Gefion er flere mennesker, flere muligheder - med videnskab - partnerskab - fællesskab som omdrejningspunkter.

Birgitte Vedersø
Rektor