Kampdruk i Dyrehaven passer skidt med en tryg skolestart

420 nye gefionitter er på vej til at indtage skolen, og vi glæder os meget til at lære dem at kende og følge dem gennem tre år. De kommer til at udvikle sig, og de kommer til at udvikle skolen. Det er en stor fornøjelse og et privilegium at følge og præge de unge, og vi gør det hver dag med udgangspunkt i vores mål om at løfte, danne og udvikle hver enkelt elev mest muligt og med udgangspunkt i vores værdier videnskab – partnerskab – fællesskab.

Introperioden er vigtig, for at de unge kommer til at føle sig trygge og godt tilpas på skolen, så de kan begynde deres faglige og personlige udvikling på bedste vis. Gode relationer til kammerater og lærere er i centrum, og det er vigtigt for os som skole, at introperioden også viser den nye gefionit, at her er der plads til at være netop den, man er – uden socialt pres og i tolerance og respekt for hinanden.

Blandt andet derfor arrangerer Gefion en skovtur til Kongens Have 18. august, hvor de ældre elever og kontaktlærerne for 1.g tager godt imod de nye elever med hygge osv. Derfor er det ekstra ærgerligt, at der samtidig findes en ”intro-aktivitet” i Dyrehaven, som skolerne intet har med at gøre. ”Puttefesten” i Dyrehaven, hvor elever fra hele Storkøbenhavn mødes første fredag i skoleåret, er en aktivitet, der er vokset fra en uskyldig fælles elevudflugt til en meget stor arena uden voksne til stede, og hvor alkohol er en vigtig ingrediens. Festen udviklede sig sidste år til regulær kampdruk, og en elev var tæt på at miste livet. Man kan læse mere om eventet her.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, tager i pressen afstand fra festen i Dyrehaven, og jeg tilslutter mig denne melding og opfordrer forældrene til elever på Gefion til at tage en snak med jeres børn om eventet, der altså intet har med skolens introaktiviteter at gøre. Gefion holder introfest 25. august, hvor der er både lærere, vagter og ledelse til stede, og hvor vi glæder os til at fejre starten på det nye skoleår med de unge i trygge rammer.

Birgitte Vedersø
Rektor