Orienteringsaften på Gefion januar 2017

Mandag den 16. januar 2017 slår Gefion Gymnasium dørene op til orienteringsaften. 

Aftenen er for alle, der gerne vil opleve Gefion og høre om, hvem vi er, hvad vi laver, hvilke studieretninger, vi udbyder, det sociale liv på skolen, og hvordan en hverdag på Gefion Gymnasium kan se ud.

Du skal ikke tilmelde dig, men bare møde op, og tag gerne dine forældre med.


Tre runder

Dørene åbner kl. 18.40, og når du kommer, får du udleveret en grøn, en orange eller en blå billet, der giver adgang til en af de tre fællesarrangementer i festsalen. Her vil bl.a. rektor Birgitte Vedersø og elevrådet byde velkommen: 

Kl. 19.00 - 19.30: Første runde i festsalen (adgang med grøn billet)
Kl. 19.45 - 20.15: Anden runde i festsalen (adgang med orange billet)
Kl. 20.15 - 20.45: Tredje runde i festsalen (adgang med blå billet)


Hvordan finder jeg rundt?

Festsalen ligger på det såkaldte niveau 1, når du fra hovedindgangen på Øster Voldgade kommer ind i den store Rotunde - men vi skal nok hænge nogle skilte op! 

Før eller efter arrangementerne i festsalen kan du kl. 19.00 - 21.00 gå en tur rundt på skolen og bl.a. se vores lokaler, laboratorier og fællesarealer. Du kan også snakke med elever og lærere, høre om vores studieretninger, skolens samarbejdspartnere i Danmark og udlandet og møde nogle af de mange elevudvalg, vi har på Gefion.

Vi glæder os til at se dig!