Oldtidskundskab



Oldtidskundskab er et kulturfag. I arbejdet med den antikke litteratur og kunst møder du de grækere og romere, som skabte grundlaget for europæisk litteratur, videnskab, filosofi, billedkunst og arkitektur. Ved at analysere og fortolke tekster og monumenter fra oldtiden og se dem i et historisk perspektiv får du en bred kulturhistorisk indsigt.

I undervisningen læser du oversættelser af originale græske og romerske tekster, og du ser på billeder af græsk-romersk kunst helt tilbage fra 2. årtusind f.Kr. Moderne tekster og billeder sætter oldtiden i perspektiv.

Du kommer bl.a. til at møde:

  • de store filosoffer: Sokrates og Platon og Seneca
  • de store talere: Demosthenes og Cicero
  • de store helte: Achilleus og Odysseus og Aeneas
  • skikkelser fra tragedien: Ødipus og Medea.

I samspil med andre fag i almen studieforberedelse møder du emner som:

  • Det moderne demokrati og det antikke
  • Sport og samfund
  • Myter og store fortællinger

I undervisningen indgår også ture ud af huset: byvandring, museumsbesøg, teaterforestillinger m.m.