Gefion gymnasium orienteringsaften 2016

Mere end 1700 besøgende trodsede det iskolde vintervejr, da Gefion holdt åbent hus-arrangementet Orienteringsaften den 18. januar 2016.

De mange potentielt kommende gymnasieelever strømmede ind sammen med deres forældre eller en ven og blev budt velkommen i Festsalen i tre runder. Elevkonferencierne åbnede hver runde, og både elevrådsformændene, koret, rektor Birgitte Vedersø og mange flere fortalte om Gefion og gymnasielivet.

Alle studieretninger var repræsenterede i Rotunden, der hurtigt blev forvandlet til en sand myretue. Elever og lærere stod klar ved hver studieretning til at svare på spørgsmål om studielivet, fællesskabet og lektierne.

Elev til elev

Vores elever er dem, der bedst kan fortælle om, hvordan det er at være elev på Gefion. Derfor havde de (også) til Orienteringsaftenen en helt central plads.

Et stort korps af Gefionambassadører - elever fra alle tre klassetrin - viste mulige nye elever og deres forældre rundt på skolen og svarede på spørgsmål. Gefions elever havde også selv arrangeret boder for de forskellige udvalg, fx Caféudvalget, Tænk Selv, Glad Kunst og skolebladet FUSION. Også i faglokalerne som fysik og kemi stod gefionitterne klar til at fortælle om faglighed og skoleliv.

 

Klik for større billede.