Integration på Gefion Gymnasium



Gefion Gymnasium er et stort gymnasium med en bred vifte af studieretninger og faglige tilbud. Her er noget for enhver; fra oldgræsk, latin, sprog og samfundsfag til bioteknologi, fysik og kemi.

Denne mangfoldighed præger også sammensætningen af vores elever, der afspejler Københavns befolkningssammensætning. Det betyder, at en del af Gefions elever er tosprogede, og cirka 20 procent har indvandrerbaggrund. Mange forskellige kulturer og religioner er på denne måde repræsenteret på gymnasiet.

Det er vi meget stolte af og glade for. Interkulturel kompetence er en af de tre kompetencer, der er vigtigst for skolen. At opnå interkulturelle kompetencer i en globaliseret verden arbejder vi med på mange måder. Vi tager på studierejser, udveksling og har partnerskoler rundt om i verden. Men vores eget ”lille samfund” er også et multikulturelt samfund, hvor vi i det daglige samvær med hinanden på kryds og tværs af etniske og religiøse forskelle udvikler vores interkulturelle kompetencer.

Forskellene i kulturel baggrund giver ekstra dybde og kvalitet i den daglige undervisning. I det sociale samvær eleverne imellem opleves det hele tiden, hvor vigtigt det er at vise åbenhed og tolerance for at blive en interkulturelt kompetent verdensborger.

På Gefion går vi ind for fællesskab. Vi synes, det er vigtigt så vidt muligt at sørge for at alle elevgrupper uanset baggrund kan få glæde af hinanden både i undervisningen og i frikvartererne. Elevernes fællesrum er for alle, uanset etnisk og religiøs baggrund. Alle skal føle sig lige meget hjemme på Gefion.