Må man bryde en regel?

Kære studenter

For nylig læste jeg i en avis en historie om en ældre, døende mand. Han var indlagt på hospitalet, og alle vidste, at han havde meget kort tid tilbage. Da en sygeplejerske tog ham i hånden og ville øre, om hun kunne gøre noget for ham, smilede han til hende og sagde med et glimt i øjet, at et koldt glas hvidvin og en smøg da ville være dejligt. Han kendte selvfølgelig fuldstændig hospitalets ryge- og alkoholpolitik og jokede bare med, hvad han allermest ønskede sig. Sygeplejersken var imidlertid af den handlekraftige type med hjertet på rette sted, og hun og en kollega fik på kort tid bugseret sygeseng og mand ud på en af hospitalets altaner i solopgangen og fremskaffet en flaske kølig hvidvin og 20 Kings. Den gamle mand døde samme dag.

Hvorfor fortæller jeg jer den historie? Hvor vil jeg hen med at fortælle jer en lille hverdagshistorie om en kvinde, som gør det uventede og bryder reglerne og omverdenens forventninger bare for at gøre en gammel mand glad? Hvad har det med jer at gøre netop i dag, hvor I står med det ultimative bevis på, at I har levet op til jeres egne og jeres omverdens forventninger og gjort alt det rigtige? Umiddelbart slet ingenting.

I er lykkedes med jeres eksamen, og det fortjener I et stort tillykke med. I har – i større eller mindre grad – fulgt Gefions snusfornuftige syv stærke studievaner om at give den en skalle og tage ansvar, som I blev præsenteret for, da I begyndte i gymnasiet. I har været disciplinerede og målrettede og sidder nu der med jeres huer og en svulmende glæde og stolthed over at være kommet så langt. Det skal I nyde. I kan nu høste frugterne af at gøre alt det rigtige.

Det er bare ikke nok. I skal fortsætte jeres liv i en verden, hvor der er meget stærke normative regler for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor jeres adfærd og resultater konstant måles og vejes. I gør det selv med jeres egne skrappe (og ofte alt for skrappe) krav til jer selv, jeres venner gør det, jeres omgivelser i øvrigt gør det, vi har gjort det gennem gymnasiet, og I vil møde det på jeres senere uddannelse og i jeres senere arbejdsliv. 02 eller 10? Go/no go? Godt/skidt/? Bestået/ikke-bestået? Insta-post med mange likes eller flop-post med få likes? Hele tiden bliver I målt og vejet, og I får konstant feed back på, hvor godt I performer. Ikke ret tit er I bare til stede.

Nogle gange måler alle vores måleinstrumenter desværre bare forkert. Nogle gange måler de slet ikke det, der er det allervigtigste. I har garanteret prøvet at opleve et øjeblik – med en tæt ven eller en kæreste, et øjeblik af dyb fortrolighed, f.eks. – der blev så særligt for jer, at det ville føles decideret upassende at poste det på et socialt medie, fordi det var for fint eller vigtigt. De øjeblikke samler man på, men de kan ikke måles. Nogle gange kan ting ikke måles, men skal have lov til bare at være. Nogle gange er vores regler til for at blive brudt. Nogle gange skal man tage den sygeseng, en proptrækker, en lighter og en pakke smøger og skubbe en døende mand ud på en altan. Stod det i sygeplejerskens manual for hensigtsmæssig, effektiv og rationel pleje af en døende patient? Næppe. Synes vi alle sammen, at det var velgørende og godt, at hun gjorde det? Ja, det vidner reaktionerne på, da artiklen blev publiceret. På et facebookopslag skriver hospitalet endda officielt, at sygeplejerskerne og familien var enige om, at rygereglerne på hospitalet ikke var vigtigere end Carsten Flemming Hansens sidste ønske.

Historien har også nået de udenlandske medier under overskriften Når regler kan bøjes og har fået likes i hobetal. Det omtales som noget særligt nordisk, at personalet selvstændigt kan tage en beslutning, som strider mod de officielle regler. Det særligt nordiske i vores tankegang er også afspejlet i det nordiske skolesystems fokus på at lære elever både faglighed og selvstændighed, både kundskaber og dannelse.

Måske skal vi lige glemme alt det med at måle og veje et øjeblik. Hvis man for alvor vil lære og udvikles, må man først og fremmest være nysgerrig og gøre sig umage. Man skal, som den nyligt afdøde musiker Peter Bastian sagde, interessere sig mere for det, man ikke ved, end for det, man ved. Så kommer man pludselig ud, hvor man er nødt til at fordybe sig for at forstå. Måske når man faktisk til den tilstand af selvforglemmelse, som psykologer kalder flow – hvor man bliver så opslugt, at man glemmer tid og sted for bare at forstå mere og lære mere. Det var den form for fordybelse, som vi gerne ville give jer bedre vilkår for at nå, da vi – til jeres ikke udelte begejstring - indførte det karakterfri efterår. Vi ville give jer og jeres lærere en lang periode med plads til fordybelse i ting, I ikke vidste, og med plads til at begå fejl og til andet end ydre præstation.

En af jeres kammerater, der blev student sidste år med et tårnhøjt snit, kritiserede dengang i TV-Avisen den måde, karakterer styrer, hvad man vælger og hvordan man arbejder i gymnasiet. Jeg har lært at spille spillet, sagde Andreas, men jeg synes, at spillet er forkert. Spillet – det er præstationen, de gode karakterer, alt det målbare. Men at lære og udvikle sig er det egentlige mål. Karaktererne er vigtige, men de skal være et biprodukt, der kommer bagefter. Den ægte, dybe viden og evnen til at tænke selvstændigt er også forudsætningen for at kunne skelne, hvornår man følger reglerne, og hvornår det netop er det rigtige at bryde dem for en stund. At lære det er også en del af formålet med at gå i gymnasiet. I har ganske vist skullet passe ind i alle vores mange regler og rammer og afleveringsfrister og mødetider til eksamen og hvad ved jeg, men det har hele tiden haft to formål: For det første, at I skulle blive dygtigere, klogere, mere vidende, så I for alvor kunne noget – studieparate, kunne man også sige. Klar til at læse videre og derefter gå ud og skabe jer et godt arbejdsliv, hvor I med jeres viden og kompetencer kan være med til at skabe værdi for jer selv og for andre. Det er grundlaget og helt nødvendigt. For det andet skulle I også blive almendannede, og det er et lidt mere luftigt begreb, det handler om at have så megen viden og så mange kundskaber, at man forstår sammenhænge, kan reflektere over sin viden og verden – og derfra er i stand til at tænke selvstændigt, kritisk og til helhedens bedste – og handle derefter.

Jeg tror ikke, at vi har givet jer en fuldt færdig dannelse. Jeg tror, at vi har givet jer en færdig eksamen og vigtige kvalifikationer til bl.a. jeres studier – men mht. til dannelse tror og håber jeg, at vi har givet jer lysten til og måske ligefrem behovet for at blive ved med at udvikle jer og reflektere. For dannelse er ikke en statisk størrelse, som man kan erhverve sig en gang for alle. Dannelse er foranderlig og kræver, at den dannede forandres – og derfor er det i virkeligheden langt det mest krævende, gymnasiet lærer jer. Ja, det har været hårdt at være i skole til kl. 16 en mørk novembertirsdag og så gå hjem og lave fysikrapport eller dansk stil. Og ja, det har været hårdt at læse et stort historie- eller samfundsfagspensum op. Men jeg kan trøste jer med, at langt det sværeste – det har I endnu foran jer. Jeg tænker ikke på flere eksamener, mere læsestof, flere studieår, for vel er det hårdt, men det er jo jeres arbejde, og det er også den slags man vokser ved. Nej, jeg tænker på den opgave, som ligger foran jer som mennesker. Dannede mennesker, der tænker, tvivler, reflekterer og forandres – i respekt for andre menneskers måde at tænke på.

Den tyske filosof Hartmut von Hentig opstiller 6 målestokke for dannelse:
1) Afsky for og modværge mod umenneskelighed
2) Sans for lykke
3) Evne og vilje til at gøre sig forståelig
4) Bevidstheden om det historiske ved ens egen eksistens
5) Åbenhed for det metafysiske
6) Viljen til at tage ansvar for sig selv og et ansvar i fællesskabet

Det er ikke nogen lille opgave. De færreste af os kan vel sige, at vi altid er helt dannede. Der kan være en smutter – man er for ligegyldig, man er for stor en kujon, man har for travlt, man er for skråsikker, man er for doven og for uvillig til at lade sig selv og sin verdensanskuelse blive anfægtet. Men dannelse består også i netop at reflektere over egne handlinger – og oftest ved man jo godt, når der har været en smutter. Erkendelsen af egne fejl og begrænsninger er en forudsætning for at være et dannet menneske i bestandig forandring.

Man kan sige, at jeres dannelse faktisk er fundamentet for, at vi i dag synes, at I er klar til at forlade os, ikke blot for at blive studerende og fortsætte jeres studier et andet sted, men også for at fungere som borgere i vores demokrati. I vores arbejde med at forberede de nye 1g-elevers arbejde til demokrati har en af jeres kloge lærere formuleret det sådan, at demokratisk dannelse kræver tre ting: Man skal vide, man skal kunne og man skal være.

I har gennem de sidste uger bevist, at I ved, og at I kan. Nu handler det om at være. Det, I nu er, er langt mere end snittet på det bevis, I får om lidt. Det, I har lært, rækker langt videre end til den optagelseskvotient, der kræves på jeres kommende studier. Det, I har lært, er også dannelse, og det lader sig ikke lige måle.

Og så er vi er tilbage ved de rebelske sygeplejersker i Århus, der brød alle regler og gav Carsten Flemming Hansen en smøg og et glas hvidvin, mens han så sit livs sidste solopgang. Uden den form for fornemmelse for, hvornår man bryder reglerne, mister samfundet sin menneskelighed. Det håber jeg, at gymnasiet har været med til at give jer evnen til at se – for skolen er og skal være samfundets løfte om det kommende, om civilisation.

Okay, siger I så måske, nu har vi samlet viden, nu ved vi. Nu har vi øvet os, nu kan vi. Nu er vi færdige, vi er dannede, nu er vi. Så nu ligger verden vel åben for vores fødder? På mange måder gør den heldigvis. Og så ved I jo samtidig godt, at der også er nogle begrænsninger. Vi er ovre nullernes tro på, at alt kan lade sig gøre, vi ved, at globale udfordringer som klimaforandringer og truslen om ufred og terror risikerer at skabe begrænsninger for os alle, og I ved, at fremdriftsreform og adgangsbegrænsning venter jer.

Svend Brinkmann, der er professor i psykologi, siger det sådan her, når han taler til unge på vej ind i voksenlivet, og som vanligt er det en anelse provokerende:

Tro dem ikke, når de siger, I har alle muligheder. I har alle nogle muligheder, som I skal afprøve, men ikke alle muligheder. I er begrænset af alskens personlige og sociale faktorer, som I gør klogt i at kende til. Ellers vil I resten af livet slå jer selv i hovedet, når I fejler, fordi I ikke realiserede alle mulighederne. Det kan intet menneske. Glæd jer ved begrænsningen såvel som ved muligheden.

Tro dem ikke, når de siger, at I er jeres egen lykkes smed. Man kan ikke blive lykkelig af at sætte sig selv først. Lykken er ikke et resultat af et valg, men kommer som en gave, når man mindst venter det – næsten altid i relationer til andre mennesker. Vær deres lykkes smed i stedet.

Tro dem ikke, når de siger, at I skal være robuste. Livsmod opnås ikke ved at bilde sig ind, at man kan klare alt, men derimod ved at stå ved tilværelsens skrøbelighed. Menneskelig styrke er ikke at efterstræbe usårlighed, men at acceptere sin sårbarhed. Forstå at vi alle er i samme båd, for vi er alle sårbare, dødelige væsener, der bliver syge, gamle og hjælpeløse.

Så vidt Svend Brinkmann. Selvfølgelig skal I nu gå ud i verden og bruge jeres muligheder. I kan ikke gøre alt, I har alle begrænsninger, og det perfekte liv er ikke at have alle muligheder, men I har stadig mange. Når I går ud og bruger dem, så gør jer umage med det og gør det i erkendelsen af jeres egen sårbarhed og til glæde også for andre end jer selv. Vi mennesker trenger mennesker, som Noora siger til William i SKAM.

I har lært at kende forskel på videnskabeligt sandsynliggjorte teser og bevist viden på den ene side og fake news på den anden. I er ikke sådan at rende om hjørner med. Det forpligter jer. Husk jeres kritiske sans, husk at udfordre dem, der vil forenkle verden til en simpel formel og tag kampen op med dem, der underkender værdien af ægte viden. For med jeres viden og dannelse har I også fået ansvaret – ansvaret for fremtiden og for en bedre verden.

Den amerikanske juraprofessor og forfatter Minor Myers Jr. har i en tale til sine studerende sagt det så fint:

Go into the world and do well. But more importantly, go into the world and do good.

Med disse ord ønsker jeg jer tillykke med jeres eksamen og dimitterer jer fra Gefion Gymnasium.